Herpesvirus hos hunde: den stille risiko for hvalpe

Hundens herpesvirus, CHV-1, er et af de temaer, der altid har hørt til opdrætternes baghoved og sjældent til forsiden. Viruset er udbredt i hundebestanden, de fleste inficerede voksne hunde lever helt uden symptomer, og smitten går ofte ubemærket hen. Problemet opstår, når viruset møder et kuld nyfødte hvalpe. Hos dem kan infektionen forløbe lynhurtigt og hårdt, og et kuld, der var godt og livskraftigt ved fødslen, kan være svækket eller borte inden for få dage. Det er denne dobbelthed, ganske uskyldig for den voksne hund og alvorlig for hvalpen, man skal kende, hvis man avler eller overvejer at avle.

Smitteveje og hvem der bærer

Smitte sker ved nær kontakt: gennem slimhinder i mund og næse, ved kontak mellem hunde og fra tæve til hvalp under fødslen eller i dagene efter. Viruset trives i kølige væv og holder sig dårligt ved hundens normale kropstemperatur, hvilket er selve forklaringen på, hvorfor voksne hunde sjældent bliver syge af det. Efter en infektion bliver hunden bærer af viruset i hvile, og det kan aktiveres igen i perioder med stress eller i forbindelse med drægtighed. En tæve, der har båret virussen i årevis uden problemer, kan altså møde det igen netop som drægtig, og det er ikke til at se udefra.

Hvorfor netop nyfødte

Nyfødte hvalpe kan ikke holde deres egen kropstemperatur i de første levedage. De er afhængige af tævens varme, af søskende og af et varmt redeplads, og deres temperatur ligger lavere end den voksnes. Derfor kan viruset formere sig i hvalpenes kroppe, hvor det ville gå i stå hos den voksne hund. De første tre uger af livet er den kritiske periode, og jo yngre hvalpen er, når infektionen rammer, jo hårdere forløber den som regel. Det er også grunden til, at de hyppigste råd om forebyggelse handler om varme, ro og et begrænset selskab i redes tidlige dage.

Symptomer, der kræver handling

Et berørt kuld viser ofte det samme billede: hvalpe, der ikke vil die, der bliver sløve, kølige og klynkende, og som kan udvikle mavesmerter og hævede, blødende tendenser i den sidste del af forløbet. Forløbet kan være målt i timer, ikke dage, og der er ikke tid til at afvente. Den eneste rigtige handling er øjeblikkelig kontakt til dyrlægen. Behandlingen er støttende: varme, væske, ernæring og pleje, og jo før den sætter ind, jo bedre er chancerne for de enkelte hvalpe. Omvendt skal man vide, at selv den bedste behandling ikke altid kan redde et hårdt ramt kuld, og at et forløb som dette er en tung oplevelse for enhver opdrætter.

Diagnose og samspillet med dyrlægen

Diagnosen stilles af dyrlægen ud fra symptomer, kuldeforløbet og undersøgelser af materialet fra de ramte hvalpe. Det kan være svært at stille diagnosen i live, og i nogle forløb kommer svaret først bagefter. For opdrætteren er det vigtigt at holde fast i samarbejdet med klinikken også efter et svært kuld: viden om, hvad der skete, betyder alt for planlægningen af næste kuld og for rådgivningen om tævens videre liv. Dyrlægen kan også vejlede om undersøgelser af tæven og om, hvorledes næste drægtighed håndteres mest hensigtsmæssigt.

Forebyggelse i opdrættet

Forebyggelsen hviler på tre ben. Det første er varme: et redeområde, der holder hvalpenes temperatur oppe, er den enkleste og vigtigste beskyttelse i de første uger. Det andet er ro og begrænset selskab: nye besøgende, nye hunde og unødig trafik omkring kuldets første dage er en risiko, man ikke behøver at løbe. Det tredje er hygiejne og skillelinjer: hænder, der vaskes, sko, der skiftes, og hunde, der ikke hører til huset, holdes væk fra kuldets rum. I flere lande findes en vaccine, der anvendes målrettet omkring drægtighed og diegivning, og den kan i samarbejde med dyrlægen indgå i overvejelserne hos opdrættere med risiko i stammen. Smitte mellem hunde og mennesker forekommer ikke ved dette virus.

Racen og det lange sejlads

For cairn terrierens vedkommende gælder de samme regler som for racen generelt: herpesvirus er ikke et raceproblem, men et opdrætsproblem, og det håndteres med de samme midler. Bladets øvrige sundhedsstof sætter emnet i sammenhæng med racens andre kendte tilstande, blandt andet øjne, knæ og kæbe forklaret, og med artiklen om det gode opdræts forløb, hvor redes første uger er gennemgået i praksis. God viden er her, som altid, den bedste medicin: den ændrer ikke viruset, men den ændrer, hvor hurtigt man handler, og hastighed er det, der teller.