Fra Skye til Danmark: cairn terrierens historie

Cairn terrieren er en af de racer, hvis historie kan aflæses direkte i navnet. På skotsk betyder cairn en stendynge, en lille pynt af marksten, som bønder i århundreder rejste over grave og som skilletegn på heden. I disse dysser holdt ræve, grævlinger og vilde katte til, og gårdene holdt små, hårde terriere, der kunne arbejde sig ind i sprækkerne og holde skadedyrene væk fra marker og fold. Hunden var ikke udstillingsdyr dengang. Den var redskab, og dens løn var mad og et tørt hjørne i stalden.

Et navn taget fra arbejdspladsen

Terrierne fra det skotske højland og øerne blev i begyndelsen regnet for én stor familie af arbejdshunde. Først sent i 1800-tallet begyndte man at skille stammerne ad, og det skete ikke uden gnidninger. Det, vi i dag kalder cairn terrier, blev en overgang vist som den korthårede variant af skye terrieren, selv om hundene fra øen Skye og hundene fra fastlandets stendysser adskilte sig både i pels og brug. Først i 1912 anerkendte den engelske kennelklub cairn terrieren som en selvstændig race, og navnet fulgte med: hunden fra stendysserne.

Den nye status satte fart i avlen. Opdrættere i Skotland og England begyndte at fastholde racens kendetegn: et åbent, bredt hoved med kraftige bryn, en hård dobbeltpels, der trodsede regn og vind, og en hale, der bar som en fane, når hunden arbejdede. Standarden, som racen bygger på i dag, beskriver stadig den samme hund: lille, men aldrig spinkel, arbejdsom, men aldrig nervøs. Bladets gennemgang af standardens enkelte punkter viser, hvor tæt racens mål i dag ligger på hunden fra hedens stendysser.

Vejen til Danmark

I Danmark blev racen samlet op af specialklubmiljøet omkring terrierne. Dansk Terrier Klub, stiftet i 1898 som en af de ældste specialklubber under Dansk Kennel Klub, åbnede tidligt registrene for cairn, og racen fik sin faste plads på klubbens specialudstillinger og i dens medlemslister. Gennem mellemkrigsårene og tiden efter kom de første store danske stammer, og racen spredte sig fra udstillingsmiljøet til familier, der ønskede en kompakt hund med pågående charme.

Interessen for racen har aldrig været stormende, og det er måske racens held. Cairn terrieren kom aldrig til at ligge i de store modebølger, der har skadet andre racer, og de danske kuld har gennem årene holdt sig på en størrelse, hvor opdrætterne stadig kender deres linjer. Samtidig har racen hele tiden haft sin skare af trofaste udstillere, og resultaterne fra ringene har dannet baggrund for det meste af det, der i dag er skrevet om racen i Danmark.

Hvad historien betyder i dag

Den historiske baggrund er ikke stof. Den forklarer racens hele sind. En hund, der i generationer skulle trænge ind i mørke gange og træffe beslutninger på egen hånd, bliver ikke en lydig maskine. Cairn terrieren er opmærksom, selvsikker og løsningsorienteret, og den tænker over en kommando, før den adlyder. Ejere, der forstår den arv, får en hund, der arbejder med dem i stedet for under dem.

Pelsen er også arv. Dobbeltpelsens hårde yderlag vokser langsomt og fælder ikke af sig selv, og derfor kræver racen fortsat regelmæssig trim af samme slags, som hedens bønder foretog sig med kniv og fingre. Den, der ser en veltrimmet cairn i en moderne udstillingsring, ser en hund, hvis silhuet er skåret af samme mønster som hundene ved stendysserne for to hundrede år siden.

Historien forklarer til sidst racens plads i de danske hjerter. Cairn terrieren er aldrig blevet storfilmens hund på linje med nogle af de store racer, men den har til gengæld båret et ry som en hund med kant: lidt stædig, meget trofast og med et blik, der ikke kan skjule, at der foregår tanker bag brynene. Det ry er ikke markedsføring. Det er arv, og det er netop det, bladet samler og viderefører, artikel for artikel, fra arkivets gamle sider til dagens stof.